Klubben overtager evt. driften af shoppen.

 

Efter nu at have drevet shoppen i Jelling Golfklub de sidste 8 sæsoner, er tiden kommet til forandring. Jeg har ønsket at bruge min tid på undervisning og mine andre opgaver som manager i Jelling Golfklub. Derfor har jeg indledt drøftelser med bestyrelsen om at overdrage driften af shoppen til klubben. Bestyrelsen forholder sig positivt hertil og har nedsat et udvalg, der pt. arbejder med, hvordan en overdragelse skal ske. Som klub er der enighed om, at en golfshop og service naturligt indgår i det samlede servicetilbud til medlemmer og gæster – uanset ejerforhold.

For jer medlemmer kommer I ikke til at mærke det, da det stadig vil være samme personale I møder i shoppen. Betina og Per vil stadig servicere jer i de normale åbningstider, og jeg vil stadig stå for rådgivning og tilpasning af udstyr.

Hvilke nye tiltag der kommer i shoppen, må I vente med at høre om til næste år, når der er fundet en model for driften af shoppen fremadrettet.

For jer der har gavekort til shoppen, forventes det at klubben vil overtage dem så de vil kunne bruges til gavekortets udløbsdato (står nederst på gavekortet), vi vil dog opfordre til at få brugt jeres gavekort inden udgangen af året.

Shoppen er allerede i gang med oprydningsudsalg, så kig forbi og se om der ikke skulle være et par sko eller lignende der står dit navn på.

Jeg vil til sidst takke alle jer der har støttet shoppen de sidste 8 år, og håber I alle vil støtte op om klubbens shop, som jo også nu bliver medlemmerne shop.

Skulle I have spørgsmål til ovenstående kan jeg kontaktes på manager@jellinggk.dk

 

Mvh

Rasmus Baun Norup

Golfmanager

Jelling Golfklub