Vi går nu ind i den tid på året, hvor der kan forekomme rimfrost på banen i de tidlige morgentimer. Når der er rimfrost, er banen LUKKET, indtil frosten er væk.
Udfordringen med rimfrosten er at den ofte først dannes efter solopgang, hvilket gør det vanskeligt at varsle i god tid. Derfor opfordrer vi alle medlemmer til selv at vurdere forholdene hjemmefra.
Hvis temperaturen om morgenen ligger omkring 3-5 grader eller derunder, og himlen samtidig er klar, er der stor sandsynlighed for rimfrost på banen. Under disse forhold må man forvente, at banen er lukket, indtil solen og temperaturen har fjernet frosten. Det sker typisk i løbet af formiddagen ved 10-11 tiden, men kan variere fra dag til dag.
Hvorfor lukker vi banen ved rimfrost?
Når temperaturen kommer under frysepunktet, dannes der et lag iskrystaller på græsstråene. Græsset bliver stift og skrøbeligt, og hvis man går eller kører på det, kan græsset blive “knust”. Det beskadiger plantecellerne og efterlader ofte sorte eller brune mærker i græsset og i værste tilfælde kan græsset dø. Og især her op til vinteren kan det være kritisk da græsset ikke kan nå at reetablere sig igen – særligt på greens kan skaderne være alvorlige og afhængig af skadens omfang kan græsset bruge uger eller måneder på at komme sig igen.
Selvom rimfrosten måske kun varer få timer, kan spil på en frossen bane medføre:
– Varige skader på græsset, især på greens.
– Øgede omkostninger til reparation og vedligeholdelse.
– Risiko for efterfølgende svampeskader og dårligere greens ved sæsonstart.
Vi beder derfor alle respektere frostlukninger og undlade at gå på banen, før rimfrosten er helt væk. På den måde hjælper vi alle sammen med at passe på banen, så den fremstår i bedst mulig stand gennem hele sæsonen.
Nedenfor kan du se en kort video fra USGA, der forklarer, hvorfor rimfrost er så skadeligt for greens.

